Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores profil

I Møllehøj er der fokus på friluftsliv og det betyder at her stimuleres alle sanser.

Når børn og forældre træder ind gennem lågen til Møllehøj, har de derfor mulighed for at møde:
Duften af bål og hvis vi er rigtig heldige -også det som simrer på bålet. 
Lyden af sav og hammer og glade børn som leger, eksperimenterer og arbejder med værktøj.
Bær og krydderurter samt træer og planter som vi kan smage på.
Stimulation for øjet med masser af årstidens farver, store træer, lys og skygge og en foranderlig legeplads med mange visuelle indtryk
Udfordring af de taktile og vestibulære sanser med mulighed for at klatre i træer, grave i jorden, balancere på slackline, kæle en høne, holde en regnorm, gynge i en hængekøje og gå i og på forskelligt underlag på bare tæer. Her opfordres børnene til at mærke kulde og varme, tørt og vådt. Her er højt græs, bakket terræn, sten, jord, sand, halm, høns og krible-krable dyr. 

I Møllehøj er vi nysgerrige på natur og friluftsliv og følger gerne børnenes initiativer og børnenes spor. Her ses både børn og voksne fordybet– vi undrer os, øver os og er nysgerrige sammen
I Møllehøj ligger skønheden ikke i en ”friseret” legeplads, men i stedet er lykken en brugbar og foranderlig naturlegeplads. En legeplads der inviterer til fordybelse, nysgerrighed, vedholdenhed, sjove og positive oplevelser og som danner grundlaget for børnenes læring og mulighed for at udfordres og udvikles. 
En vigtig samarbejdspartner for os er Svenstrup Naturskole og naturvejleder Stine Maymann, Køge kommunes naturskole og naturvejleder Nynne Refsgaard. Derudover samarbejder vi også med Skovskolen under Københavns universitet.
   

I Møllehøj har alle børn fået mulighed for at:

  • Sove under åben himmel
  • Være ude i al slags vejr
  • Spise udenfor -gerne i al slags vejr
  • Spise morgenmad ude i mørket
  • Smage på naturen -brændenælder, skovsyre, skvalderkål, mælkebøtter, hyldebær m.m.
  • Arbejde med jord til bord
  • Få et mudderbad
  • Holde et levende dyr
  • Se et dødt dyr blive parteret
  • Klappe en høne
  • Fodre og passe dyr
  • Bruge redskaber som økse, sav, kniv og hammer
  • Bruge en skovl, spade, rive, kost
  • Have en uge med fællesskaber og aktiviteter på naturskolen
  • Lave et bål og tænde det
  • Lave mad på bål
  • Lave aktiviteter i sneen